Ny økonomichef i Expandia

Torben Faerch

Styr på tallene og masser af idéer – tag godt imod vores nye økonomichef, Ole Jakobsen!

Ole Jakobsen er landet godt i sin kontorstol i Kvistgård og har allerede kastet sig over Excel-arkene. Han kommer fra en stilling som økonomichef i Polygon, der har afdeling i Hvidovre med omkring 275 medarbejdere. Så der bliver lidt færre kolleger at arbejde sammen med i Expandia.

”Det passer mig rigtigt godt at komme ind i en mindre virksomhed, hvor man er mere manøvredygtig og tættere på alting,” siger Ole Jakobsen.

En atypisk bogholder

I sine 10 år hos Polygon har Ole Jakobsen haft personaleansvar og holdt styr på blandt andet budgettering og rapportering.

"Jeg er meget hands-on og vant til at drifte en økonomiafdeling, men ellers er jeg nok en atypisk bogholder, der også bringer mange andre ting til bordet,” fortæller Ole Jakobsen og fortsætter:

”Min humor er måske lidt plat, men det kan også noget. Og så kan jeg godt lide at sparre med ledelsen og komme med indspark og idéer. Jeg siger ikke, de alle sammen er lige gode, men det er altid godt at få et nyt perspektiv på tingene,” siger han med et smil.

Et godt match

Der var især én ting, som Ole Jakobsen bed mærke i til sit første møde med Expandia.

”Det er en virksomhed med personalepleje i højsædet. Work-life balance er vigtig, og jeg trives allerbedst i et uformelt, åbent og ærligt arbejdsmiljø,” siger han og fortsætter:

”Mit førstehåndsindtryk af Expandia er rigtigt godt, og det virker som nogle dygtige og hyggelige folk. Så jeg ser frem til at smøge ærmerne op, komme ordentligt i gang og også møde resten af mine nye kolleger i Sverige, Norge og Finland.”

Ole Jakobsen begyndte som økonomichef hos os den 3. april. Han er 56 år, har to tvillingedøtre Nanna og Alberte og bor i Hørsholm med sin kæreste Lone.