
Ny servicekoordinator og lageransvarlig
52-årige Karsten Let Hansen har prøvet lidt af hvert. Som teenager tog han turen til Florida, hvor hans far fik arbejde. Karsten faldt hurtigt til og fik senere job, kone og to børn på den anden side af Atlanten, inden han vendte snuden hjemad.
Næste skridt var IKEAs outlet. Her var han med til at få styr på lageret og udvikle systemer, der gjorde det lettere at sammensætte returvarer på kryds og tværs, så de kunne gensælges.
”Jeg kan godt lide at få ting til at hænge sammen – uanset om det er rutiner, grej eller maskiner, ” siger Karsten.
Jeg kan godt lide at få ting til at hænge sammen.”
Karsten Let Hansen
Handymand til fingerspidserne
Efter IKEA gled Karsten naturligt over i køkkenbranchen. Han startede med at installere køkkener for venner og bekendte, inden han endelig skruede sin egen virksomhed sammen.
Tømrer- og snedkerarbejde, gulvlægning, el og VVS. Karsten har haft hænderne i det meste og er handymand til fingerspidserne – et godt match til rollen som servicekoordinator.
”Det gør det lettere for mig at vurdere opgaverne. Kan jeg hjælpe kunden videre med det samme, eller skal jeg sende en specialist? Måske kan jeg endda selv køre ud og fikse problemet, hvis det er i nærheden,” forklarer han.
Lidt af det hele
Karsten ser frem til at komme rigtig i gang med jobbet som servicekoordinator og lageransvarlig, hvor han kan få brugt både hoved og hænder.
”Jeg glæder mig til at blive udfordret, udvikle mig, tale med kunder, komme med idéer, løse problemer, skabe systemer – og ja, køre gaffeltruck,” siger Karsten med et smil.
”Jobbet har lidt af det hele. På kontoret, lageret og i marken – ikke to dage er ens. Jeg kan også mærke, at der er et godt sammenhold i Expandia, hvor man hjælper og støtter hinanden,” fortsætter han.

På kontoret, lageret og i marken – ikke to dage er ens.”
Karsten Let Hansen
I en lille båd der gynger
Karsten er lidt af en tekniknørd, så der bliver også nørklet, skruet og hamret i fritiden. Mange timer går på hans “flydende sommerhus” – en motorsejler fra 70’erne, der løbende får kærlighed og knofedt.
Og når Karsten ikke har vind i håret, får han regnskab og sociale arrangementer til at spille som formand for boldklubben Ryvang FC.
”Jeg har faktisk aldrig rørt en fodbold,” smiler han. ”Jeg byggede en tilbygning i klubben, blev gode venner med formanden – og da han kom op i alderen, blev faklen givet videre til mig. Så her bruger jeg et par aftener om ugen,” fortæller han videre.
Har du spørgsmål om modulbyggeri, motorsejlere eller noget helt tredje, kan du fange Karsten på 40 91 12 24 eller karsten.let@expandia.dk.